Beskrivelse
Lokation
Martillo Workshop
Hegedalsvej 7
Hobro, 9500
Danmark
Du modtager en mail med praktiske informationer i dagene op til kurset.
Minimums alder:
Deltagere skal være fyldt mindst 13 år.
Smedekursuserne er for begyndere og let øvede. Der er plads til 6 deltagere på kurset. Søren introducerer grundlæggende smedeteknikker gennem begynderprojekter, så deltagerne bliver klædt godt på til at bevæge sig ind i smedningens verden.
Deltagerne får en spændende oplevelse med hjem og der gives masser af gode råd og vejledning – også til hvordan man kan opsætte sin egen hobby smedje.
Begynder kurserne består af 2 dele. Del 1 fungerer som en introduktion til smedjen, hvor du lærer de mest gængse teknikker. Kurset kan nemt tages som en enkeltstående oplevelse, og der er ingen krav om tilmelding til del 2. Del 2 er en fortsættelse af del 1, til dig som ønsker at gå mere i dybden med smedefaget eller har lyst til en god smedeoplevelse mere med nye projekter.
Del 1
Under del 1 lærer du at smede søm, s-kroge, knager, og oplukkere. Projekterne lærer dig basale teknikker, som at strække, tilspidse, afrunde, bøje, smede bladforme, kold-lokke et hul, varm-lokke et hul og dorne hullet til den nødvendige størrelse. Under kurset smedes der søm, s-kroge, knager og grillgafler og du kan forvente dig en hyggelig og arbejdsom dag med masser af læring, og en håndfuld færdige projekter i lommen når du forlader smedjen – kort sagt en fantastisk introduktion til smedning. Prisen inkluderer brændstof og materialer. Der vil være te og kaffe til fri afbenyttelse – medbring en god solid madpakke. Smedning er nogle gange fysisk hårdt og mentalt krævende, men vi sætter et tempo hvor de fleste kan være med. Ved dagens afslutning tester vi jeres oplukkere på en sodavand eller øl - en velfortjent afslutning på en god dags arbejde.
Del 2
Under del 2 lærer du de sidste, og mere teknisk krævende basale teknikker. Du smeder en ildrager som lærer dig at sno og essesvejse. En lysestage, som lærer dig at stukke, at forme et kræmmerhus, og smede et skarpt hjørne. Et ildstål, som lærer dig at smede i kulstof stål og hærde. En oplukker, som lærer dig at lokke, drive og forme et øje. Du bør være bekendt med teknikkerne der undervises i under del 1, før du deltager i del 2. Efter del 2 er du fuldt udrustet til at gå på opdagelse i smedefaget på egen hånd, og deltage i grundkurserne hvor vi udforsker bestemte temaer og teknikker på højere niveau.
Grundkursus: Smedetænger
I løbet af kurset lærer du at smede et af de vigtigste værktøjer i smedjen udover hammer og ambolt; Smedetænger. Vi vil smede et sæt små funktionelle spids-kæbe tænger for at lære teorien bag funktionelle tænger og øve os på nitning og justering af kæberne. Herefter smeder vi et større sæt tænger med essesvejste håndtag og kæber tilpasset til småt gods. Når vi er færdige har du lært de specifikke færdigheder der kræves for at smede gode tænger i din egen smedje - for som du nok ved, kan man altid bruge flere tænger. Du bør være bekendt med teknikkerne der undervises i under del 1, før du deltager på grundkurset.
Lars Leander (verificeret ejer) –
Var på begynderkursus 1 primo februar 2025, og havde en rigtig god og lærerig dag.
Vi var 6 elever under Søren Hammers kyndige vejledning.
2 elever pr esse med hver sin ambolt og hamre og tænger.
Vi tændte op i vores esse og blev instrueret i betjening af luft, spjæld og kul.
Startede med en kort introduktion med sikkerhedsregler.
Derefter blev undervisningen bygget op gradvis med at Søren viste hvordan man udfører f.eks et søm.
Så var det vores tur til at forsøge at lave samme søm.
Det ser nemt ud, men kræver sit😎.
Næste øvelse forløb efter samme metode.
En S formet krog.
Derefter en knag og tilsidst en øloplukker.
Dagen var rigtig lærerig med mange snakke om smedefaget i historisk sammenhæng.
Og for mig en rigtig god oplevelse jeg kun kan anbefale.
Snart skal jeg på kurusdel 2. Jeg glæder mig!